Rejsedagbog fra Antarktis: sejltur til det syvende kontinent

5/5 - (1 hlasů)

Vi har altid gerne villet til Antarktis, det eneste problem var prisen på ekspeditionen. Vi vidste allerede, at det er afsindigt dyrt at komme til Antarktis, og at det helt sikkert koster over hundrede tusind tjekkiske kroner. Under vores rejse gennem Sydamerika fandt vi dog ud af, at man kan finde et last minute-tilbud. Man skal bare tage til byen Ushuaia og spørge sig for eller undersøge tilbuddene online.

Da vi selv efter lang tids søgen blev ved med at støde på tilbud omkring 8 tusind dollars for sejlture på 9/10 dage, troede vi allerede, at vi ikke ville komme til Antarktis. I et hjørne af Facebook-grupperne faldt vi dog over siden antarcticatravels.com og et tilbud på en sejltur på 12 dage for 5 tusind dollars. Selvom tilbuddet var fordelagtigt, tænkte vi os om – det bliver nok vores dyreste ferie nogensinde, men i lyset af den nuværende inflation vurderede vi, at det faktisk er fornuftigt at bruge de sparede penge, mens de stadig har en vis værdi 🙂

Og så blev vi i Santiago grebet af en enorm glæde og forventning over at have købt turen – med afgang om 3 uger.

Ekspeditionsskibets stævn mellem Antarktis' gletsjere

En forsikret uforsikret tur

Selvom jeg troede, at ingen tænkte på covid længere, var det lige omvendt. Der kræves 3 vaccinationsdoser plus en test. Også derfor blev vi kraftigt opfordret til at forsikre turen for en sikkerheds skyld. Det tøvede vi ikke med at gøre. Chokket kom cirka en uge senere. Forsikringsselskabet skrev nemlig til os, at betalingen for forsikringen ikke var gået igennem – og sådan en forsikring skal betales senest 3 dage efter købet af turen. Åh-åh.

Nå, godt så. På det tidspunkt var vi allerede på vej i vores “nye” varevogn fra 1986 mod verdens sydligste by, Ushuaia, og vi besluttede, at vi så ville gøre alt for ikke at få covid. Vi købte en pakke mundbind og gik som de eneste vidt og bredt med mundbind, hver gang vi skulle indenfor.

Et hvælvet isbjerg, der spejler sig i det stille vand

D-dagen

D-dagen kom dagen før afrejsen. Vi fandt et testcenter og fik taget en antigentest. Resultatet skulle komme inden for en time. Da Matějs resultat kom, var vi halvvejs i mål. Tja, men mit kom bare ikke. Heller ikke to eller tre timer senere. Vi skrev en mail, vi ringede, og til sidst var der ikke andet at gøre end at gå 40 minutter tilbage til centret, hvor vi fandt ud af, at de simpelthen havde glemt min test. Heldigvis kunne de få den analyseret inden for cirka 30 minutter. Hurra, vi kan tage af sted! Alligevel tænkte jeg, at jeg først ville være rolig, når vi var om bord.

Samme dag skulle vi også hente vandtætte bukser og handsker hos bureauet, der havde solgt os turen, men det viste sig, at de endnu ikke havde dem, og at vi skulle komme igen om aftenen. Om aftenen fik vi dem udleveret uden problemer.

En søleopard, der hviler på isen

Dette er ikke et krydstogt – dette er en ekspedition!

Lidt før halv tre om eftermiddagen begynder der at blive travlt ved skiltet “Ved verdens ende”. Omkring halv kommer en bus, som efter kontrol af alle dokumenter kører os til skibet. Alle er ekstremt begejstrede, og de andre medrejsende stråler af ren glæde.

Efter at have sat tingene i kahytterne og hilst hurtigt på de nye kahytskammerater går vi til velkomsttalen i ekspeditionsloungen. Vores ekspeditionsleder Jonathan byder os velkommen med ordene: “This is not a cruise – this is an expedition!” Han forklarer videre, at vores skæbne på Antarktis først og fremmest styres af vejret, og at selvom vi har fået en rejseplan, er den kun meget omtrentlig.

Hvad havde det berygtede Drakestræde i vente til os?

Ud over velkomsten fik vi også en vejroversigt. Drakestrædet (strædet mellem Antarktis og Sydamerika) er berygtet for sine enorme bølger. Det er et af de vildeste steder på hele planeten.

Det ser ikke helt galt ud. Der er en storm på vej, men det ser ud til, at vi når at slippe nogenlunde uden om den. Vi skal forberede os på bølger på 4-6 meter. Hvilket svarer til 4 ud af 10 på skalaen.

Sikkerhedsbriefing

Derefter følger sikkerhedsbriefingen – vi skal lære, hvor redningsvestene er, hvordan man tager dem på, og hvor vi skal løbe hen, hvis sirenen lyder. Sådan lærer vi skibet, redningsbådene og den kæmpestore neoprendragt at kende, som ville give os en større chance for at overleve i det iskolde vand.

Passagerer i røde jakker fotograferer pingviner under landgangen

Vi sejler ud

Da vi kom til aftensmaden, fandt vi ud af, at vi i hvert fald ikke kommer til at lide nød, hvad maden angår. Der ventede os en menu på 4 retter, hvilket er et ordentligt skridt op fra campingmad 😀 Efter aftensmaden vidste vi, at vi havde cirka 4 timer, før gyngeturen på Drake begyndte, og vi gik på opdagelse på skibet. Cirka en halv time efter afsejlingen mister vi forbindelsen til omverdenen.

Ja, vi kunne have købt en meget dårlig forbindelse for 120 dollars, men når det tager 4 timer at sende ét billede, besluttede vi hellere at være offline i 12 dage.

Om aftenen gik Matěj og jeg også på opdagelse i biblioteket. Begge tilfredse med, at vi var kommet om bord, sagde vi godnat og gik i seng hver til sin kahyt (de billigste er delte og kønsopdelte).

Æselpingviner på kysten med ekspeditionsskibet i baggrunden

For fuld damp tilbage?

Natten var behagelig – vent, vent! Alt for behagelig! Hvad er der sket?! Jeg trækker gardinet fra og kan stadig se land, selvom vi på det her tidspunkt burde være blevet kastet rundt af bølgerne i Drakestrædet. Jeg går i panik – for vi har jo ikke den afbestillingsforsikring! Sammen med kahytskammeraterne prøver vi at finde ud af, hvad der foregår. Da jeg efter et stykke tid finder ud af, at vi ikke vender tilbage, men sejler mod Antarktis, falder jeg lidt til ro. Stakkels Matěj havde fået samme panik, men allerede om natten, da han blev vækket af havnens lys.

Ved morgenmaden meddeler Jonathan os, at hvis vi vil vide, hvad der er sket, skal vi komme til loungen kl. 9.00 og høre det hele.

Så hvad var det, der skete i nat? Det var en „medical emergency“ – en person om bord blev syg allerede om aftenen, og efter 4 timers sejlads vendte vores skib derfor om og bragte den uheldige person tilbage til hospitalet i Ushuaia.

Jonathan forklarede os dog, at vi havde været enormt heldige, for for det første var der plads til os i havnen, og for det andet kunne de kl. 3 om natten skaffe en lods (en person, der kender Beagle-kanalen som sin egen bukselomme), som kunne føre os gennem kanalen og ud på havet igen. Takket være det er vores forsinkelse “kun” 10 timer.

Det eneste mindre gode er, at stormen er kommet lidt tættere på, og at der venter os noget større bølger.

Kajakker ved siden af et enormt blåt isbjerg

Drake Shake

Matěj overtalte mig i starten til, at det nok var klogt at tage tabletter mod søsyge forebyggende – selvom jeg var overbevist om, at jeg da aldrig bliver søsyg. Det var jeg senere utroligt taknemmelig for. Om formiddagen lyttede vi til foredrag om gletsjere og hvaler. Om eftermiddagen gik vi ud på dækket for at nyde bølgerne og vinden. Men så!

Bølgerne blev større og større. Eftermiddagens foredrag i loungen blev aflyst. Ja, det gynger for pokker meget. Lidt efter udsteder kaptajnen forbud mod at gå ud på de udvendige dæk. Ok, jeg fotograferer og filmer, hvordan bølgerne når næsten op til femte etage. Jeg beslutter mig for at finde Matěj – han er i biblioteket. Da jeg kommer ind, kan jeg ikke holde latteren tilbage, for bøgerne ligger spredt ud over hele gulvet – og det på trods af, at der er stopklodser på hylderne.

Jeg begynder at få det dårligt indenfor, så jeg lægger mig på gulvet mellem bøgerne og ser, hvordan de glider fra side til side. Når jeg ligger på gulvet på 4. etage, ville jeg forvente kun at se himmel gennem vinduet – men nej. Hav – himmel – hav – himmel – hav – himmel – flere bøger falder ned – i køkkenet går service i stykker.

Når jeg skal på toilettet, holder jeg fast i gelænderet, og resten af vejen går jeg for en sikkerheds skyld som en krabbe. Under påvirkning af tabletterne døser jeg lidt, men det virker alligevel uendeligt. Kaptajnen meddeler efterhånden, at vi ikke må bevæge os rundt på skibet, og til sidst også, at vi skal gå i seng i kahytterne, og at der bliver delt sandwich ud til aftensmad.

At spise en sandwich i det øjeblik er en ordentlig udfordring. Havde jeg ikke haft tabletterne i kroppen, havde jeg nok kastet op, ligesom nogle af dem, der ikke havde taget tabletter.

I kahytten ser jeg et tildækket vindue, så jeg spørger pigerne, om det var dem, der lukkede det – nej, i løbet af dagen var besætningen kommet og havde for en sikkerheds skyld skruet en metalplade fast over glasset med en skruetrækker. Om natten kan man ikke ligefrem sige, at jeg sov. Jeg glider fra side til side, og da vores dæk lige nu ligger 2 under vandlinjen, dukker der hele natten scener op fra Titanic – og især hvordan det gik 3. klasse.

Passagerer på dækket med en sæl på isflagen

Om morgenen lidt tal

Den følgende formiddag får vi statistikken for dagen før. I stedet for 40 knob (ifølge prognosen) blæste det 70! Det er 130 km/t, hvilket klassificeres som orkan. De fleste bølger var 9–12 meter, og den højeste, der blev set fra broen, var 15. På Drakes skala havde vi efter sigende en solid 6’er. Da nogen spurgte, hvordan en 7’er ser ud, fik vi at vide, at i den sejler man under ingen omstændigheder.

Da havet om eftermiddagen faldt til ro, og bølgerne kun var 4 meter – vågnede skibet til live, og alle var glade for, at vi havde overlevet og havde det fint. Så meget sjovere var det, da besætningen fortalte os, at folk ved det, vi har nu, normalt har det dårligt og klager over, hvor forfærdeligt det er.

Om eftermiddagen lærer vi igen masser af fantastiske ting om Antarktis til foredragene i loungen.

Om aftenen får vi desværre at vide, at stormen forfølger os, og for at slippe af med den sejler vi direkte sydpå til polarcirklen, så vi har 3. dag i træk på havet foran os (med ilandsætning først på 4. dag)

En Zodiac fuld af passagerer mellem drivisen

Endelig land

Om aftenen på den fjerde ekspeditionsdag sejler vi ind i en bugt mellem gletsjerne. Begejstrede løber vi rundt på dækket og tager billeder. Det største wow venter os dog om morgenen! Den første tur i gummibåden, som kaldes Zodiac, og den første landgang.

Da Antarktis er et forholdsvis uberørt kontinent, gør man en enorm indsats for at bevare det sådan. Derfor er sådan en landgang ikke bare lige sådan. Vi bliver kaldt i grupper til et rum kaldet “Mud room – mudderrummet”, hvor vi tager foret gummistøvler, veste og alle de vandtætte lag på. Før vi forlader skibet og stiger i en Zodiac, skal vi gå gennem et lille bassin med desinfektionsmiddel og scanne vores passagerkort, så besætningen har overblik over, hvor mange der er om bord, og hvor mange der endnu ikke er kommet tilbage.

En pingvinkoloni og pingviner på den snedækte pingvinmotorvej

Første landgang, en gletsjer, der brækker af, og pingviner på flugt

Allerede den første tur i land gav os store oplevelser. Morgenen var smuk, skyfri himmel, azurblå og glitrende isbjerge, der drev forbi skibet. Zodiacens første stop bragte os til en koloni af Adeliepingviner, som vi begyndte at kalde “Adélkerne”. Få sekunder efter at vi havde glædet os enormt over vores første møde med pingvinerne, brækkede et lille stykke af en gletsjer i nærheden af os, som alligevel lavede et ordentligt spektakel. Vi vidste ikke, hvor vi skulle kigge først – på isen, der sendte en pæn lille bølge mod os, eller på de flygtende pingviner, som larmen havde gjort ret forskrækkede.

Udsigt over isbjerge og kajakker i en bugt på Antarktis

Den forladte base på Detaille Island

Interessante steder at besøge er de forladte britiske baser fra halvtredserne. Beboerne havde dengang kun få timer til at forlade denne base, og derfor blev alt stående på sin plads. I dag er basen et museum, hvor du kan finde alt i den oprindelige stand, inklusive et velforsynet køkken, hvis konserves og forsyninger ser ud, som om de kunne spises endnu i dag; et skirum med klargjorte stativer til skiservice og en radio- og vejrstation.

Mig ramte udsigten og de drivende isbjerge omkring os dog allermest. Om eftermiddagen ventede en sejltur gennem området kaldet Crystal Sound. Og krystalbugten levede op til sit navn – hele tiden nød vi udsigten fra dækket og fotograferede de glitrende isbjerge, der drev forbi.

Drivis og bjerge, der spejler sig i havet i modlys

Antarktis i al sin pragt

Også de følgende dage udforskede vi det syvende kontinents skønhed – i Zodiacerne og fra skibet. Stedet tog pusten fra os og efterlod os i forundring. Forundring over naturen, over de monumentale gletsjere, hvis størrelse er svær at forestille sig.

Pingviner

Vi lærte 3 slags pingviner at kende – Adélie (adeliepingvin), Gentoo (æselpingvin) og Chinstrap (kæbestribet pingvin) – ud fra stregen, de havde under hagen.

Gentoo blev vores favoritter. Med et rødt lille næb og et utroligt nuttet udtryk. Jeg forelskede mig i at se pingvinerne gå i deres riller, såkaldte “Penguin highway” – pingvinmotorvej er et genialt udtryk. Deres gang er simpelthen nuttet komisk, de ser ud til at vælte hvert øjeblik, men har det samtidig fuldt under kontrol! 🙂

Os to midt i en koloni af adeliepingviner

Sæler

Andre beboere i de polare farvande er sælerne, som oftest ligger og slapper af på isflager. En gang skete det, at vi langsomt sejlede ind i sådan en isflage med skibet – du skulle have set, hvor rasende den stakkels sæl blev – og jeg forstår den godt.

Det største show gav “Leopard seal” (søleopard) os. Disse bamser har et utroligt kæmpestort gab, og hovedets form minder nok mest af alt om en dinosaur.

Mine favoritter blev de plettede, sølvfarvede Crabeaters (krabbeædersæl), som har et misvisende navn, for de spiser ikke krabber, men krill (en slags større plankton, der ligner en mini-reje), så de burde snarere hedde “Krill-eater seals”.

En krabbeædersæl, der ligger på en isflage

Hvaler

To andre kæmpe oplevelser sørgede hvalerne og vores franske kaptajn Jill for – han kaldes hvalhviskeren, for han er utroligt dygtig til at manøvrere skibet og samtidig hensynsfuld over for dyrene. En gang skete det, at en hel flok på omkring 8-10 spækhuggere jagtede rundt lige ved siden af skibet. En anden gang sprang en hval helt op i luften bare få meter foran skibet! Hvor unik oplevelsen var, kunne man se på, at selv den erfarne søulk John jublede med armene over hovedet over dette hvalspring.

En flok spækhuggere lige ved siden af skibet

En anden af aktiviteterne, som var frivillig, men som de fleste passagerer meldte sig til, var et spring i det lokale iskolde vand. For at gøre det endnu bedre var vi på det tidspunkt oven i købet langt syd for polarcirklen – nærmere bestemt på det sydligste punkt på hele vores sejltur.

Vi ville heller ikke snydes for den oplevelse. Vandet var – 1 °C, hvilket sandsynligvis er det koldeste, vi nogensinde kommer til at møde. Fordi vandet er salt, fryser det først ved lavere temperaturer under nul.

Af sikkerhedshensyn skulle vi, der sprang, bindes fast til et reb. At få det våde, kolde bælte spændt om sig var efter sigende en af de værste dele af processen. Lad os sige, at jeg ikke havde lyst til at bade længe, så jeg sprang ikke langt, men kroppens første reaktion efter at have ramt vandet var entydig – “din idiot, kom hurtigt op”. Bagefter var det slet ikke så slemt. De havde gjort en sauna og whisky klar til os (den overlod jeg med glæde til Matěj, men saunaen lod jeg mig ikke snyde for). 

Tre æselpingviner på snedækkede klipper

Den generelle stemning om bord

Den generelle stemning om bord var fantastisk. Alle var begejstrede, og det at dele strabadserne i den første del af sejlturen bragte os også tættere sammen. Der var i alt 130 passagerer om bord, og især ved morgenmad, frokost og aftensmad var der mulighed for at lære hinanden at kende.

En frygtelig sød australsk lærer på pension – Greg, den muntre irer David, som for nylig havde fejret 50-års bryllupsdag med sin kone, eller andre backpackere på vores alder, som ligesom os havde fået fat i et last minute-tilbud til Antarktis og havde sejlturen som et af stoppene på en jordomrejse. Alle sammen sørgede de for en uforglemmelig oplevelse og for, at vi slet ikke havde noget imod at lade internettet blive tusindvis af sømil væk på det sydamerikanske kontinent.

Nu og da sørgede et band bestående af tjenere, bartendere og rengøringspersonale for underholdningen, og de kunne få hele rummet til at danse. Og jeg vil vædde med, at du ikke gætter, hvem der hver aften “lukkede baren”, altså gik som den sidste – 84-årige Frank, som begyndte at rejse, da han var 80. Jeg lærte faktisk først Frank personligt at kende den sidste aften, fordi jeg næsten hver aften tilbragte i saunaen med min finske veninde Essi. Nogle gange sluttede Matěj og en gang imellem også andre sig til os, men de fleste aftener havde vi saunaen for os selv.

Da vores nye venner hørte om vores forlovelse, ville de have, at kaptajnen skulle vie os lige her på skibet ved Antarktis. Hvilket, selvom det kan lyde romantisk, jeg ikke ved, hvordan vi skulle have forklaret derhjemme.

Besætningen

Selvom vi valgte selskabet G Adventures ret tilfældigt – ud fra prisen på last minute-tilbuddet, var vi enormt heldige. Skibets besætning bestod nemlig af absolutte eksperter på hvert deres felt. Ud over at ekspeditionsholdet styrede Zodiacerne, udforskede terrænet og sørgede for sikkerheden, var de forskere, videnskabsfolk og naturalister, som hver især arbejdede med flere projekter og undersøgelser. For eksempel står ekspeditionslederen Jonathan og hans højre hånd Janny bag et projekt for beskyttelse af hvalhajer på Galápagos. Heidi var ekspert i ornitologi, Keith ekspert i gletsjere og geologi, Mark lærte os at fotografere under polare forhold, og sømanden og forfatteren Peter holdt foredrag for os om erobringen af både Nord- og Sydpolen.

Tombola

Til sidst på sejlturen blev der holdt en velgørenhedsauktion over forskellige genstande, og indtægterne gik til havbeskyttelsesfonden Planeterra. Selvom der var lagt op til bud i spring på tier af dollars, gik folk i gang med at byde med hundreder. Flaget fra vores ekspedition blev solgt for 1010 dollars.

Skål på ekspeditionsskibets dæk

Til slut

Sejlturen til Antarktis gav os unikke og uforglemmelige oplevelser, og på vores interne rangliste over rejsemål nåede den helt op på førstepladsen. Det er svært at beskrive eller vise på billeder. Det var helt utroligt og betagende! Det skal simpelthen opleves. Og vi kan nu roligt sige, som man siger på engelsk: “It was worth every penny” – at det var hver en brugt dollar værd.

Det blev fint understreget af havneguiden i bussen, som efter landgangen spurgte os, hvordan vi havde syntes om det – bussen brød ud i begejstring, og guiden svarede: ”Det tænkte jeg nok – i de sidste 15 år har vi ikke haft en eneste klage”.

Kort over vores ekspeditions rute langs Den Antarktiske Halvø

Læs også vores praktiske artikel:

Najděte si ubytování na vaši dovolenou.